Ordensregler

Ordensregler for Grundejerforeningen Bøgebjerggård

1. Regel

Grundejerforeningens ordensregler gælder for alle ejere af parceller, udstykket fra matr. Nr.14-a og 4-e Evetofte/Melby sogn.
Ejerne af parceller er forpligtet til at overholde nærværende ordensregler.

2. Regel

Det anbefales at motoriseret færdsel på grundejerforeningens veje skal ske, med en maximal hastighed på 30 km/t.
Stier, veje og fællesarealer skal til enhver tid være åben til almen færdsel og ophold.

Parkering af biler, indregistrerede campingvogne, og lign. skal ske på egen parcel, og være placeret til mindst mulig gene for naboer og øvrige omgivelser. Rabatterne må kun bruges til gæsteparkering i kortere perioder.
Køretøjer over 3500 kg samt ikke indregistrerede biler og campingvogne henvises til områder udenfor grundejerforeningens areal.

Der må kun stå container(e) på grunden under byggeri og de må ikke bruges til beboelse men alene til opbevaring og byggematerialer.

3. Regel

Den ubebyggede del af grunden skal være rimelig vedligeholdt, dvs. at der på parcellen ikke må forekomme beplantning, der ved skygge eller kraftig vækst er til væsentlig gene for naboerne.
Støjende maskiner som f.eks. hånd- eller motordrevne græsslåmaskiner, motorsave, flismaskiner, jordfræsere og lignende må kun anvendes i tidsrummet 08.00-18.00 på alle hverdage, og på lørdage fra 09.00-16.00.

På søn- og helligdage fra den 1. april til 30. september i tidsrummet 10.00-14.00, og fra 10.00-16.00 i resten af året.

4. Regel

Fællesarealerne kan anvendes til private og fælles arrangementer for alle ejere i grundejerforeningen. Området skal efterfølgende efterlades i ordentlig stand.

5. Regel

Rabatter og øvrige omgivelser til den enkelte parcel skal holdes rene og beskæres så rabatterne holdes fri.
Hække må ikke være højere en 180cm.
Af hensyn til udsigtsforholdene skal bevoksning på hjørner af alle veje klippes så der til stadighed er frit udsyn for såvel gående som kørende trafikanter.

6. Regel

Alle parceller skal have en privat ejet postkasse i postkassehuset ved indkørslen til Elna Lassensvej.
Postkasserne skal have påsat vejnummer og navneskilt.
Postkasserne skal holdes rene og tømmes jævnligt. Hvis det ikke er muligt at tømme dem jævnligt, skal der aftales en tømningsordning med en anden person, og det anbefales at framelde reklamer og lokalaviser i sådanne tilfælde.

For at undgå beskadigelse af postkasserne i forbindelse med nytårsfyrværkeri sættes plader foran postkassehuset dagen før og til dagen efter nytårsaften.

7. Regel

Skraldespande må ikke placeres i rabatterne, men kun på egen grund, og i henhold til kommunens regulativ om husholdningsaffald.

8. Regel

Indenfor hele grundejerforeningens område skal hunde føres i snor. Hundeefterladenskaber skal fjernes af hundelufteren jævnfør Vejlovens §70.

9. Regel

Det er ikke tilladt at holde høns eller anden form for fjerkræ.

10. Regel

På bestyrelsens foranledning indkaldes der til 2 årlige fælles arbejdsdage. De fælles arbejdsdage bekendtgøres så tidligt som muligt for alle grundejere, og bestyrelsen opfordrer til, at så mange som muligt deltager for at holde foreningens område velholdt og holde omkostningerne til ekstern hjælp nede.

11. Regel

Hvis informationer og referater fra generalforsamlinger ønskes modtaget direkte, skal mailadresse oplyses til foreningen. I modsat fald henvises til foreningens hjemmeside.

12. Regel

Ved udlejning af ejendommen skal ejer gøre lejer bekendt med ovenstående regler, da lejere også er forpligtet til at overholde regelsættet.

Revideret og vedtaget på generalforsamlingen den 13. maj 2023.